Omdrejningspunkt Rundhøj, Fase 1
Rundhøj, Højbjerg
2018
Rundhøj er beliggende fire kilometer syd for Aarhus centrum og er en del af bydelen Holme. Rundhøj Centret ligger på Holmevej, en central hovedåre som forbinder området til centrum og veje ud af byen. Centret forsyner området med kerneydelser som dagligvarer og medicin. I centret er der også kontor til erhverv, samt grillbar og frisør. En stor del af centret står ubrugt hen, hvilket også gælder for den kommunalt ejede tankstation. Bag centret ligger Rundhøjskolen og etagebebyggelsen Rundhøj Allé med 612 lejligheder. Rundhøj bebyggelsen er omkranset af et stort villa område, der udgør størstedelen af bydelen Holme. I de senere år har Rundhøj bebyggelsen oplevet stigende problemer med bandekriminalitet og politiet har oprettet visitationszone.
Initiativet arbejder med at skabe et fysisk rum i nabolaget – et ‘Omdrejningspunkt’ i Rundhøj, hvor borgere, kommunen og erhvervslivet kan mødes og diskutere alt fra stort til småt om nabolagets udvikling. Rundhøj centret danner ramme for det mellemmenneskelige møde, hvor potentialer for området kan diskuteres. Initiativet arbejder med at skabe en direkte kommunikationsform i nabolaget, hvor forskellige interesser kan diskuteres ansigt til ansigt. Det fælles mål er at vende udvikling i en positiv retning. Det er denne fælles udfordring, der binder parterne sammen på tværs af interesser
‘Omdrejningspunktet’ er et fysisk rum i Rundhøj centret for aktivt medborgerskab. Her kan Rundhøj borgere og andre interesserede deltage aktivt i udviklingen af det lokale medborgerskab. Det personlige møde mellem borgere, kommune og erhvervslivet skaber grundlag for en dialog i øjenhøjde. Ord sættes til handling i dette rum for inklusion og samskabelse.
Vinder af Aarhus Stadsarkitekt Særpris 2018